top of page

Bøger, Spil og Leg

I dag vil jeg anmelde, omtale og anbefale en skøn lille salmebog til børn: Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste. 

 

Der findes masser af dejlige salmer - vi kender en del af dem og synger dem til særlige lejligheder som for eksempel jul og påske. Men når det handler om hverdagen, er det mit indtryk, at salmerne ryger til fordel for sange og viser. Og det er synd, for der er så meget guld at hente i salmernes skattekiste - også selvom man måske ikke er den store kirkegænger. De danske salmebøger inviterer dog ikke til at sidde med børnene og synge salmerne, mens man kigger på billeder - men heldigvis er der andre muligheder. 

 

Jeg har fundet en dejlig bog, der hedder Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste, udgivet af Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag i 2011. Det er en bog med de typiske tykke papsider, der er lette for børnene at bladre i og den er fantasifuldt illustreret af Kamilla Wichmann, hvis varme streg og klare farver går lige i hjertet. Hver side overrasker med sjove detaljer og historier og giver en masse hyggeligt at tale med børnene om. Den gennemgående figur i bogen er en sød pingvin, der dukker op de sjoveste steder. På forsiden er pingvinen vågen på den øverste del af siden og sover på den nederste. På samme måde er bogen inddelt i morgensange og aftensange og hele farvespektret fra start til slut følger døgnets lys fra solopgangen røde farve til den mørkeblå nat. 

 

Denne sjove og hyggelig bog indeholder nogle af vores bedste salmer som “I Østen stiger Solen op”, “Nu Titte til Hinanden” og “Du som har tændt millioner af Stjerner”. og udover at være smukke salmer, så har vi her en del af Danmarks kulturhistorie, som er værd at bevare og huske. 

 

Flere af bogens sider er også gengivet som plakat, som farverigt kan pryde børneværelsets vægge. 

​

gomorgen_og_godnat.jpg

En af GENKLANGEs venner omtaler bogen således: 

 

"Godmorgen & Godnat - Salmer for de mindste" er en helt igennem skøn, lille bog! De tykke papsider og A5-formatet er perfekt til små børnehænder. Herhjemme har vi haft mange timers sjov med at bladre i bogen via de små forsidefaner, der hver især leder ind til en salme. Min søn elsker at lege "stop-salme": Mor giver bogen lyde ved at synge, så snart der bliver slået op på en salme (og der bliver ofte bladret hurtigt!). Andre gange er han i humør til fordybelse, og så læser vi de smukke tekster, nynner salmerne, og kigger på noderne og de fine illustrationer med drengen og pingvinen, der går igen i hele bogen. Bogen er slidt nu. Men sådan går det jo med ting, man holder ekstra meget af.”  Erickae Sommerhill

​

0383_plakat_i_osten_stiger_billedekvalit
sov-soedt-barnlille-518298.jpg

I dag vil jeg omtale en helt fantastisk klavermetode, der er fyldt med leg, fantasi og gode melodier. Klaverleg er et system, hvor alle hurtigt, sjovt og let kan lære at spille mange forskellige sange på klaveret - det eneste, det kræver er, at man har et klaver eller et keyboard og at man har lyst til at lege med :-). Man behøver ikke engang kunne læse noder eller kunne læse i det hele taget, så derfor kan Klaverleg sagtens følges af børn i børnehavealderen også. 

 

Igennem Klaverleg kan man lære at spille klaver efter flyvemaskiner, elefanter, cykler og citroner og efterhånden som man bliver dygtigere, så følger Klaverleg udviklingen og tager en nænsomt ved hånden i løbet af de 3 bind, der er udgivet og uden man egentlig ved af det, så har man også lært noder undervejs. Klaverleg er nemlig en tretrinsraket i at lære at spille klaver. I bind 1 er alle noder erstattet med søde og farvestrålende ikoner og ved hjælp af den medfølgende tangentstrimmel - med samme ikoner - kan den kommende pianist tydeligt se, hvilken tangenter, der skal trykkes på og således spiller han/ hun hurtigt en sang. De næste to bind i læringsraketten udvikler klaverspillet løbende, så bind 2 er for to hænder og bind 3 sluser ikonerne over til noder. 

klaverleg-bind-1-groen_381226_1.jpg
klaverleg-bind-3-2-p.jpg

Da jeg satte Klaverleg bind 1 på vores klaver, gik der ikke mange

sekunder, før min datter blev nysgerrig på de flotte og sjove tegninger.

Hun satte sig ned og gik straks igang og i første forsøg kunne hun spille 

Se den lille Kattekilling, så jeg virkelig kunne høre melodien.

Hun grinede straks, tydeligt stolt af sin egen præstation. Min mand kom hjem og begyndte ligeledes at spille efter Klaverleg og også han storsmilede efter få minutter af, at han for første gang i sit liv kunne spille en melodi på klaveret, nemlig den gode gamle Love Me Tender af Elvis Presley. 

 

For det er det, Klaverleg kan - lære os at spille klaver, så vi storsmiler og bliver stolte af os selv - en succesoplevelse, jeg varmt vil anbefale alle. 

 

Den kreative kvinde bag Klaverleg er Cand. Mag. Mus. og musikpædagog Pernille Holm Kofod og de fantasifulde illustrationer er af illustrator Sandra Schoeller Olsen

maxresdefault.jpg

Så har Anna La Cour - Harbo gjort det igen -  skabt et mesterværk om musik, kunst og kultur til børn. 

I e-bogen "Anna's ABC" skaber hun endnu engang en mageløs interaktiv platform for en sjov, spændende og yderst essentiel læring af kultur og kulturhistorie - til og med også sat i et tværfagligt lys. Målgruppen er de 5 - 8 årige, men jeg er sikker på, at ældre børn (og voksne) også vil nyde bogen og lære en masse undervejs. 

"Anna's ABC" indledes af en læseguide og her foreslår Anne, at bogen bliver brugt dagligt for at skabe en tryg rutine og kontinuerlig forståelse af konceptet. Anne skriver også, meget rigtigt, at “Det er daglig motion for sjæl og sind, en kulturkapital for livet, som kan blive til beroligelse og berigelse.”

Bogen har 29 kapitler svarende til de 29 bogstaver i alfabetet og hvert kapitel består af:

  1. Et bogstav

  2. En farve

  3. Et børnerim/ digt

  4. Et foto af et maleri/ historisk genstand

  5. Et klassisk musikstykke

  6. Korte facts om og fem spørgsmål til musikken og fotoet

  7. En idékasse til ydeligere inspiration og til tværfagligt samarbejde i fag som natur/ teknik/ matematik og engelsk (udover de indlysende fag musik, billedkunst og dansk)


Så tager vi for eksempel kapitlet om bogstavet J får vi følgende:

  1. Bogstavet J  

  2. Farven jægergrøn 

  3. Vrøvlerimet “Petermester Snedkersen der planked over kravleværket”. 

  4. Maleriet "En dansk Kyst" af Johan Thomas Lundbye

  5. Mozarts Hornkoncert (Rondo). (Anne foreslår, at maleriet vises imens musikken spiller).

  6. Facts om Mozart og Lundbye og fem spørgsmål til hvert værk.

  7. Idékassen, hvor Anne kommer med mange rigtigt gode forslag til, hvordan indholdet i kapitlet kan bruges yderligere - med for eksempel ord- og musiklege samt udforskning af den jægergrønne farve. 

 

​

268x0w.jpg
Skærmbillede 2016-08-24 kl. 12.21.56.png
Skærmbillede 2016-08-24 kl. 13.02.42.png

De spørgsmål, der stilles til kunstværkerne er blandt andre:   
“Hvor mange instrumenter spiller? Et, nogle få, mange?”, "Lyt efter hornets første otte takter, som gentages flere gange. Markér, når I hører dem.” og “Beskriv maleriets motiv og brugen af de grønne nuancer.” samt “Hvad er der sket med vognen, og hvad mon de to mænd snakker om?” (svar findes bagerst i bogen).

Ved at gennemgå bogens 29 kapitler kommer læserne igennem - 29 bogstaver og 29 meget nuancerede farver (som for eksempel kastanjebrun, lapis, ishvid), men også igennem 29 kendte rim/sange samt 29 kendte og mere ukendte kunst- og musikværker. Der er mulighed for at nå vidt omkring og det gør Anne, imens vi som læsere suger til os af vigtig lærdom og dejlige oplevelser, der skærper vores sanser.

Bogen er let at gå til og skrevet i et behageligt sprog, der omfavner læseren og tager os med på en kunstnerisk rejse.

Anna La Cour-Harbos "Anna's ABC" er lavet hovedsageligt som en undervisningsbog i indskolingen, men, som hun selv skriver, kan den med fordel også bruges i hjemmet sammen med familien. Dette kan jeg kun give hende ret i og der er ingen tvivl om, at mine børn fra i dag af, vil blive beriget af al det spændende, som "Anna's ABC" byder på.

"Anna's ABC" er tilgængelig for iPhone, iPad og Mac og koster kr. 95,-. Kan købes her

“Børnenes bog om musik” fra forlaget Rosenkilde og Bahnhof, i en oversat version fra engelsk til dansk, er et leksikon til børn om musikkens historie fortalt gennem billeder, fortælling og musik-eksempler. Bogen strækker sig over den tidligst opdagede musik 50.000 f.kr. over den klassiske musik 1600–1900 e.kr. og frem til den moderne musik fra 1900 og frem til nu. 


Bogen er inddelt i 4 kategorier bestående af:

Børnens_bog_om_musik_(1).jpg

1. - musikerprofiler om berømte musikere eller komponister.

2. - instrumentprofiler, hvor man får et indblik i et enkelt instrument´s  

  historie, tilblivelse og anvendelse.

3. - en indførelse i de musikalske stilarter og deres variation op gennem

  historien.

4. - sider om internationale instrumentsamlinger og musikopførelser.

Bagest i bogen findes en liste med specifikke musikalske udtryk eller stilarter samt et register over komponister og musikere.

“Børnenes bog om musik” er en ganske “Levende” og mangfoldig bog med mange oplysninger til læseren gennem dels musikeksempler på den medfølgende CD og i forhold til de mange små tekststykker, som man præsenteres for på den ca. 142 sider lange bog.

Bogen fanger blikket med sine mange farver, billeder af fine instrumenter, dansende indianere og præsentationer af både gamle komponister og nye og et indblik i musikkens udvikling. Den er et fint opslagsværk for børn at dykke ned i. Teksten er lettilgængelig og tegningerne gør den spændende at kigge på, hvor pilene viser vej mellem de enkelte tekststykker, så man husker at læse hele teksten på siden. Selve tekstdelen er placeret som brudstykker, på siderne, hvilket kan gøre bogen en smule forvirrende at “læse”. Omvendt kan det være rart for et barn at læse små afgrænsede stykker tekst i forhold til hvor meget det enkelte barn kan kapere at læse ad gangen, hvilket kan være en af grundene til at layout´et er blevet udformet på denne vis. 


 “Børnenes bog om musik” er en bog man aldrig bliver færdig med at læse i. Det er et værk man vender tilbage til igen og igen for at finde inspiration og viden omkring musikkens historie.

download.jpeg

Bogen kan naturligvis lånes på biblioteket, alternativt købes via Gyldendals Bogklub. Såvidt vi ved, er den ellers udsolgt fra forlaget. 


Målgruppe: Fra ca. 8 år, men yngre kan også være med, se på billeder og få ting fortalt af de voksne. 

Som i måske har lagt mærke til, kommer der ikke helt så mange indlæg her på bloggen som tidligere. Grunden til dette er en lille 5 måneder gammel gut, der ligger her ved siden af mig og sover som en engel. Et smukt syn. Men de tager jo tid de små og særligt, når den lille har en storesøster, der starter i skole og oplever en masse nyt og spændende.

Men....nu kommer der altså endeligt et indlæg fra min front og det omhandler en bog, jeg har fundet i vores lokale genbrugsbutik. Bogen hedder Zuccinis dyreorkester og er skrevet af Jan Mogensen. Jeg læste den for min 6 årige datter i forgårs og nu vil hun høre den igen og igen. Den har en meget sød historie om dirigenten Zuccini, der starter et orkester med dyrene i en zoologisk have. Hvis den endelige koncert bliver en succes, er haven reddet fra at gå konkurs. Men hvilke instrumenter passer til hvilke dyr, hvordan bliver man dygtig på sit instrument og hvem skal spille den meget vigtige trompetsolo, som er midtpunktet for koncerten?

Zuccinis-dyreorkester-cover_edited.jpg

Denne søde fortælling gennemgår forskellige instrumenter og deres spilleteknikker, fortæller om begreber i musikkens verden og giver børnene en fornemmelse for, hvad det vil sige at spille et instrument. Illustrationerne til bogen er helt fantastiske - fyldt med dyr og sjove udtryk, som børnene kan kigge på, mens der bliver læst op.

Alt i alt kan jeg klart anbefale denne bog. Og det er da også derfor at GENKLANGE siden dette opslag har fået genudgivet bogen og sælger den her på vores hjemmeside under 
webshop. 


Aldersmæssigt vil jeg mene, at Zuccinis dyreorkester
bedst passer til de 4 - 6 årige.

God fornøjelse med dyrenes oplæring i musikkens verden.

Kære læsere

Jeg håber i har haft en dejlig sommer og nydt familie og ferie. Her i Genklange huset er der jo kommet en lille ny - en dreng - så her er nok at se til :-).

Jeg har dog alligevel nået at være en tur på biblioteket i min jagt efter gode musikbøger til børn og har lånt endnu en bog i serien Musikkens Verden. Det er det danske forlag Lamberth, der udgiver disse og det er ejeren af denne, Lena Lamberth, der har skrevet bøgerne.

De handler alle om drengen Viktor, der på den eller anden måde oplever og lærer om musik. I den bog, jeg her vil omtale, der hedder Til Klassisk Koncert skal Viktor bo en uge hos sin onkel Ludvig, der spiller cello i et orkester. Hos sin onkel bliver han introduceret til celloen og tager også med ham til koncertsalen. Her møder Viktor forskellige musikere med deres instrumenter og lærer om, hvad der sker før en koncert og hvordan en dirigent arbejder. Tilsidst får han selv lov til at overvære en koncert og det gør stort indtryk på ham.

Til klassisk koncert.jpg

Fortællingen følger på en spændende og fængende måde Viktor i sin
musikalske færden. Bogen er fuld af sjove illustrationer med masser af finurlige detaljer, der både handler om musik, men også detaljer, der bare gør bogen sjov at kigge i for vores børn og giver den et lethed, jeg synes tit mangler i børnebøger om klassisk musik.

Jeg vil umiddelbart mene, at målgruppen er 4 - 6 år.

Bogen kan lånes på biblioteket. Jeg har desværre ikke kunne finde den i salg.

God fornøjelse!

Jeg har været en tur på biblioteket igen og denne gang faldt jeg over en lille serie af børnebøger om musik. Bøgerne har den samlede overskrift Musikkens Verden og er udgivet på det danske forlag LAMBERTHs Forlag af en af ejerne, Lena Lamberth.

 

Den bog, jeg vil omtale, hedder Musikskolen og handler om drengen Victor, der i fødselsgave af sin farmor får lov til selv at bestemme, hvilket instrument, han vil spille på og så betaler hun gildet. Victor kommer derfor på tur til den lokale musikskole, hvor han bliver vist rundt og får de forskellige instrumenter præsenteret og møder nogle af de børn, der allerede spiller.

​

Fortællingen følger på en spændende og fængende måde Victor på hans lille musikalske rejse og giver en godt indblik i både instrumenterne og i det sammenhold, der opstår på en musikskole. Bogen er fuld af sjove illustrationer med masser af små finurlige detaljer, der både handler om musik, men også detaljer, der bare gør bogen sjov at kigge i for vores børn og giver den en lethed, jeg synes tit mangler i børnebøger om klassisk musik.

boerneboeger-bookstone-6_05.jpg

Min datter på 4 år synes den er sjov at få læst op og jeg vil sige, at målgruppen er børn fra omtrent 3 - 6 år.

Bogen kan som sagt lånes på biblioteket og er ikke længere til salg nogetsteds.

God læselyst :-)

Der er rigtig mange komponister, der har skrevet musik, som beskriver dyr og meget af denne musik er oplagt at præsentere for børn, da mange børn godt kan lide dyr og derved får en indgangsvinkel til musikken, der er genkendelig og sjov.

 

Jeg har fundet en rigtig god E-bog, der netop fokuserer på denne sammenkobling imellem dyr og klassisk musik. Bogen hedder Anna’s dyr i musik af forfatteren/ skaberen Anna La Cour-Harbo. Anna har udgivet en del bøger om klassisk musik til børn, som særligt er tænkt anvendt i skoleundervisningen. Dette gælder også for Anna’s dyr i musik, men jeg synes sagtens, den kan bruges derhjemme til en hyggelig stund. 

 

E-bogen er en interaktiv bog med 8 afsnit, der hver især tager udgangspunkt i et dyr og et stykke klassisk musik, der er skrevet til netop dette dyr. Her er kyllingeballet, marcherende elefanter, kronhjorte til jagt, summende bier og mange flere - sat i musikalske og spændende omgivelser med dejlige tegninger til. 

 

Igennem de enkelte afsnit kommer børnene vidt omkring både musikken, komponisten og det dyr, der er valgt. Og der er virkeligt meget at lære for alle aldre - også os voksne ;-). I starten af hvert afsnit, kan man høre musikken alene og virkelig spidse ører samt læse lidt om komponisten. Derefter er der både spørgsmål om musikken, facts om dyret, billeder, quiz der laves på skærmen, andre lege og det helt geniale - musikken fra tidligere, nu med video af dyret til, så musikken bliver visuelt beskrevet også.

268x0w (1).jpg

Igennem de enkelte afsnit kommer børnene vidt omkring både musikken, komponisten og det dyr, der er valgt. Og der er virkeligt meget at lære for alle aldre - også os voksne ;-). I starten af hvert afsnit, kan man høre musikken alene og virkelig spidse ører samt læse lidt om komponisten. Derefter er der både spørgsmål om musikken, facts om dyret, billeder, quiz der laves på skærmen, andre lege og det helt geniale - musikken fra tidligere, nu med video af dyret til, så musikken bliver visuelt beskrevet også.

AnnasDyriMusik-featured.jpg

Et af afsnittene handler for eksempel om elefanten og den franske komponist Camille Saint-Saëns. Saint-Saëns skrev et værk, der hedder Dyrenes Karneval, der beskriver forskellige dyr igennem musikken. I Anna’s dyr i musik kan man igennem dette elefant-afsnit både få viden om komponisten og elefanten, høre det lille elefantstykke, få inspiration til, hvad man kan tale om ved musikken og lave musikquiz. Og som jeg rigtigt godt kan lide - se en lille elefantfilm med musikken til. Der er også en sjov lille ekstra opgave, hvor børnene kan gætte på nogle af de øvrige dyr i værket Dyrenes Karneval. 

 

Til hvert afsnit er der en side for underviseren (forældre?) med ekstra info og inspiration til yderligere gode og spændende aktiviteter. I beskrivelsen af bogen på iBooks står der, at bogen er for børn mellem 6 og 12 år, men jeg mener godt den kan bruges allerede i 4 års alderen, hvis man som voksen plukker det ud af bogen, der kan bruges til det relevante alderstrin - det er altså en bog, der kan bruges i mange år. 

 

Anna La Cour-Harbo har med denne bog skabt en rejse igennem musikken og dyreverden, som er meget inspirerende, sjov og lærerig. Den koster kr. 65,-  og kan købes igennem iBooks og iTunes

Jeg har været en tur på biblioteket og lånt Sigurd Barretts Den Store Musikbog I, som er lavet i samarbejde med DR. Der var ikke så lang ventetid fra da jeg bestilte den, så for jer, der har lyst til at kigge i den og vise den til jeres børn, vil jeg anbefale at låne den og prøve den af derhjemme.

Jeg synes Sigurd Barrett laver et fantastisk stykke arbejde med at gøre børn interesserede i klassisk musik - på en måde og med et omfang, der ikke er set tidligere i Danmark. Det er derfor også rigtigt dejligt, at hans arbejde er udgivet som bog, så vi, der er interesserede, kan bruge den derhjemme.

Den Store Musikbog I indeholder forskellige kapitler, der hver er tilegnet et instrument i orkestret samt omtaler forskellige komponister og dirigentens rolle i sammenspillet. Hvert kapitel har en del underafsnit. Disse indeholder henholdsvis en sang tilegnet det pågældende instrument, en lille tegneserie, omtale af instrumentet, møde med en musiker, der spiller dette instrument, en quiz samt instruments rolle i det store orkester. Der er farvestrålende og sjove tegninger og relevante fotos af musikere, dirigenten og Sigurd Barrett. Der er altså masser at tage fat på og vælge imellem.

 

1462651_1564486259.jpg

Bogen henvender sig til mange forskellige aldersgrupper og jeg synes at man, for at få det bedste ud af den, skal vælge de ting ud, som passer bedst til sine egne børn og ikke føle, at man skal læse den igennem fra start til slut. Så tror jeg børnene mister interessen, næsten lige meget hvilken aldersgruppe vi taler om. For eksempel er min datter på 4 år mest vild med tegneserierne, mødet med musikerne og de små finurlige tegninger, der er rundt omkring. Dem får hun lavet mange historier ud af, som også tager sit udgangspunkt i musikken. Afsnittene om for eksempel instrumenterne og deres opbygning samt rolle i orkestret har hun lidt svært ved at forholde sig til endnu, men dem springer vi så bare over. Til gengæld tror jeg, at tegneserierne er for pjattede for de større børn, hvor niveauet i nogle af de andre afsnit passer bedre.

Jeg synes det er en bog, der virkelig er værd at investere tid i sammen med børnene. Særligt hvis man vælger ud og tilpasser sine egne børns niveau og interesseområder. Umiddelbart synes jeg godt, bogen kan være lidt for belærende og det er ærgerligt for det går ud over de gode historier i for eksempel tegneserierne. Vi har dog klaret det med, at jeg selv har fundet lidt på undervejs, udeladt enkelte sætninger og lagt mig mere op af billederne end teksten.

Bogen lægger sig op af en serie i fjernsynet og jeg mener, børnene vil få mest ud af bogen, hvis også de har set nogle af disse programmer og hørt nogle af sangene. Men jeg tror også, den alligevel kan være sjov i samarbejdet med forældrene, sålænge man ikke tænker at man SKAL gå frem - afsnit for afsnit - men i stedet hopper rundt på egen vis og finder på egne historier og samtaleemner ud fra bogens indhold.

Jeg har ledt efter bogen på nettet, men kan kun finde Den Store Musikbog II. Den har jeg endnu ikke læst og ved ikke hvor meget anderledes den er et nr. I. Så....jeg vil anbefale jer at finde den på jeres bibliotek. God fornøjelse! :-)

Bloggen har denne gang fået besøg af en gæsteblogger og det er jeg meget glad for. Det er så skønt når I læsere kommer med idéer og foreslag til, hvad der fungerer ude hos Jer - for det er jo det, det handler om mere end mine ord her på siden.

Pernille Dam vil derfor i dette indlæg fortælle om et sjovt musiklegetøj, som hun og hendes familie, er meget glade for:

"Symphony in B er et sjovt og lærerigt musiklegetøj for børn (og voksne). Lær dit barn om klassiske og rytmiske instrumenter. 

Symphony in B fungerer ved at man sætter en af de 6 melodier på og så kan man ændre musikkens udtryk ved at tilføje, udskifte eller fjerne en eller flere af de 13 musikinstrumenter. Der kan indgå op til 6 instrumenter i en melodi. Der kan vælges mellem klarinet, fløjte, tuba, trompet, xylofon, trommer, bækken, klaver, harmonika, harpe, guitar, violin og citar. Du tilføjer instrumentet ved at placere det i midten af 'dit orkester'.

 

Symphony i b.jpg

Det er ret underholdende og selvom lyden i Symphony in B ikke er på højde med et B&O anlæg, så er den dog helt ok og klasser bedre end alle andre børnemusikinstrumenter jeg har hørt.

 

Produktet er robust, let at betjene og egner sig til børn og voksne i alle aldre. Jeg har afprøvet Symphony in B med en 1-årig en 5-årig og en 53-årig! Det er forskelligt hvad de får ud af produktet og hvor systematisk de går til værks, men der er ingen tvivl om at det engagerer og begejstrer dem alle tre.

 

 

På minussiden er prisen (799 kr) og den klodsede størrelse (L38 x B24 x H13 cm). 

 

Produktet forhandles ikke mere, men kan fås i en mindre størrelse til 499,-  her

  • Facebook logo
bottom of page