top of page

Musikfilm

I går, mens min datter lavede lektier med sin far, sad jeg (og min 15 mdr. gamle søn) og så Fantasia 2000 igennem. Det er en efterfølger til den gamle og meget kendte Fantasia af Walt Disney, der udkom i 1940. Jeg havde godt nok set nogle enkle af de ialt otte musikstykker, der her bliver animeret, men det var meget sjovt at se dem alle endeligt. 

 

På et tidspunkt kommer Mickey ind og taler med dirigenten James Levine og straks kan jeg se min datters ører vokse. Hun kommer hen og sidder ved siden af mig og sammen ser vi denne lille film med Anders And i hovedrollen: Edward Elgars Pomp and Circumstance og historien om Noahs Ark. Det er en rigtig sød lille film, hvor Anders And er med til at hjælpe alle dyrene ind i arken. Desværre bliver han og Andersine skilt ad og af forskellige grunde, tror hver af dem, at den anden ikke er kommet med Arken. Virkeligheden er selvfølgelig en anden og de bliver glædeligt forenet tilsidst, hvor alle dyrene kommer ud på landjorden igen. 

 

Pomp and Circumstance har en hel særlig betydning for mig, da jeg har hørt og spillet den mange gange som barn. Så det var dejligt at se, hvordan mine egne børn nu også kunne rokke med til den og samtidigt forbinde den til en, af dem kendt og elsket, tegneseriefigur. 

​

Her er den lille film - god fornøjelse!

Denne gang vil jeg gerne vise jer en lille sød film med en kendt dame, som jeg tror de fleste mindre børn elsker: Minnie Mouse. I denne film er hun begyndt at dirigere og skal stå foran et orkester og vise dem, hvordan musikken skal spilles. Til aftenens koncert har hun valgt det stykke, der hedder Brumbassens Flugt, som den russiske komponist Nikolai Rimsky-Korsakov har skrevet. Det er et kort stykke, der går rigtigt hurtigt - ligesom når en brumbasse flyver rundt fra blomst til blomst.

I filmen kommer der også en brumbasse på besøg og forstyrrer Minnie og instrumenterne i deres arbejde med at spille musikken og forbindelsen mellem dens hurtige bevægelser og musikken bliver meget tydeligt.

 

Jeg synes filmen er rigtig god til at tale om flere ting, f.eks. det at dirigere et orkester - hvorfor står der en foran orkestret med en lille pind og blafrer med armene - hvad er hans/ hendes rolle? Hvilke instrumenter ser i i filmen? Og hvad gør bien mod instrumenterne?

 

Hvis i har lyst, så er det også oplagt at lade børnene (og de voksne) bevæge sig hurtigt som en brumbasse til musikstykket - lade som om de/ i er små bier, der svirrer rundt i stuen og måske stikker hinanden blidt i maverne.

 

God fornøjelse!
 

Jeg har før nævnt komponisten Camille Saint-Saëns Svanen fra Dyrenes Karneval. Og nu gør jeg det igen :-). Jeg synes det er et af de smukkeste stykker skrevet nogensinde og så minder det mig altid om min morfar der, indtil kort før han døde, spillede Svanen så smukt på sin cello.

Der findes mange forskellige udgaver af dette stykke - også animerede, som i kan se andetsteds på bloggen og denne gang vil jeg præsentere jer for en udgave, hvor Svanen bliver spillet af en af vores dygtigste musikere, cellisten Yo-Yo Ma. Til det smukke stykke danser den amerikanske danser Lil Buck og han er helt fantstisk!

Klippet blev uploaded til Youtube af instruktøren Spike Jonze og blev set næsten 3 millioner gange på meget kort tid.

Lil Buck illustrerer svanen og jeg tror godt, at børnene kan se, at han prøver at ligne en svane i sin dans. Det kunne være sjovt at høre børnene, hvordan de synes han ligner en svane og hvordan de selv ville gøre, hvis de skulle danse som en svane. Evt. til musikken.

God fornøjelse :-)

Jeg var i går på Hørsholm Bibliotek, hvor GENKLANGE havde arrangeret et dejlig koncert med violin og cello. Til koncerten spillede musikerne uddrag af Peter Tchaikovsky's kendte Nøddeknækkeren, som en del piger i hvert fald kender fra Barbies udgave :-).

Efter koncerten lavede jeg en lille hyggelig leg med børnene, hvor de blandt andet fik set musikken, der lige var blevet spillet i sin oprindelige form - nemlig som ballet. Her så de så den kinesiske og den russiske dans. Efter denne video var det så børnene selv, der skulle danse i russisk stil og det morede vi os meget med.

​

Op til dagen havde jeg ledt efter en rigtig god og farverig udgave af balletten og den fandt jeg virkelig i Mariinsky Teatret opsætning, som jeg her har linket til. Og sjovt nok, så er det også dette teater, der viste premieren på Nøddeknækkeren tilbage i 1892, så den røde tråd er hel :-)

Jeg synes det er en fantastisk opsætning og meget sjov at se for børn også. Den fanger blikket og ørerne med det samme og så er dansen sjov at gengive bagefter.

God fornøjelse!

Kære læsere
Så er det blevet endnu en solrig fredag og en weekend står for døren. Og så er det jo oplagt lige at bruge lidt tid på den klassiske musik sammen med børnene :-).

Jeg ville egentlig have givet jer en leg, jeg selv har lavet, men grundet travlhed (mon ikke alle kender til dette?) så har jeg ikke fået den færdig, så den må vente til jeg får lidt mere tid. Istedet vil jeg gerne vise jer en lille film som jeg har fundet på nettet - selvfølgelig med klassisk musik som tema.

 

Det er en kortfilm, der på dansk hedder Den alt for lille Prins og som handler om, hvordan en lille fyr er i gang med at gøre rent over det hele - selv solen er beskidt og skal have en tur - også selvom den kan være meget svære at nå. Og tilsidst i filmen finder vi ud af, hvordan solen dog fra starten af, er blevet så snavset ;-).

Musikken er skrevet af Eugueni Galperine og er ikke, som det ellers plejer at være her på bloggen, et allerede kendt stykke klassisk musik. Jeg synes dog, at den er rigtig dejlig og meget velkomponeret til filmen - den viser, hvordan musik tydeligt kan beskrive stemninger og billeder og så er den rigtig god til at lytte til lyden af de forskellige instrumenter, der spiller, da instrumenterne på skift træder frem. Her er både blæsere og strygere og alle får en rolle i den musikalske del af denne lille, søde film.

Filmen har vundet flere priser, bland andet Krystalbjørnen ved Berlin Film Festival i 2003.

Så er det tid til et lille indlæg inden sommerens hygge og familiesamvær tager over det meste af min tid :-). Jeg glæder mig og jeg håber at i, mine læsere, også får en dejlig sommer fyldt med gode og glade oplevelser.

Denne gang vil jeg gerne vise jer og alle børnene en rigtig sød lille tegnefilm fra Tv-selskabet HBO's klassiske musikshow Baby Show. Det er fra en række af musiktegnefilm, der i 2006 vandt to Emmy Awards for deres gode film. Der er ikke lavet mange tegnefilm med klassisk musik og dem, der er i dette show, er meget fint udført, med søde historier og dejlige billeder.

 

Filmen her er om den lille fyr, måske en klovn?, der hjælper en lille baby med at gå sine første skridt - og det skal vise sig, at han virkeligt er kommet på arbejde :-).

​

Musikken er fra Tchaikovsky's ballet Nøddeknækkeren og hedder Rørklokkernes Dans.

 

God Sommer :-)

En gang imellem når jeg sætter klassisk musik på herhjemme, siger min datter at hun ikke kan koncentrere sig om det hun er i gang med, når musikken kører i baggrunden.  Fair nok, det kan jeg godt forstå, men alligevel sidder jeg tilbage med en lyst til, at hun skal opleve noget af al den dejlige musik, som jeg selv fik med fra barnsben af.

Så er det heldigvis så let at sætte en lille musikalsk tegnefilm på næste gang, hun vil se tv. Og her kan jeg anbefale de små søde film, som den amerikanske tv-kanal HBO Family løbende har vist. Denne serie af små animerede historier til musik vandt i 2006 to Emmy Awards. Der er film til flere forskellige musikalske genrer, men for at holde den røde tråd, omtaler jeg her nogle af de klassiske løbende her på bloggen.

Den første jeg vil anbefale her er:Bear Hugs (Bjørneknus) af med musik fra operaen Lakmé af den franske komponist Léo Delibes. En smuk lille historie om mor og barns store kærlighed.

Som forældre synes jeg, at det kan være svært at hamle op med diverse både gode og dårlige børneprogrammer, når jeg vil introducere min datter for klassisk musik via tv-mediet. Jeg ved, jeg bliver nødt til at finde noget, der fænger med det samme og som ikke ligner en "dette er mors idé".

Men med tegnefilmene med klassisk musik til fra Disney's Fantasia har det faktisk fungeret. Min datter synes mange af de små film er sjove og hyggelige at flade ud til. De små film har hver et klassisk musikstykke tilknyttet og fortæller hver især en lille historie eller steming. Her kommer der nogle billeder på musikken, som børnene let kan forholde sig til fordi de er tilpasset børnene og bare er rigtigt smukke :-)

Her er dansende flamingoer og meget mere sjovt.

 

 


Til de lidt større børn vil vi særligt anbefale H.C. Andersens tinsoldaten med musik af den russiske komponist Dmitrij Sjostakovich - skøn musik til en skøn fortælling.

  • Facebook logo
bottom of page